ÅH januar…
Lad os bare være helt ærlige og indrømme, at det nok er de færreste skandinaver der decideret går rundt og glæder sig til at det bliver januar.
December er ovre med alt dens pomp og der er ikke længere begejstrede fingrer der flår i farverigt, knitrende julegavepair. Oven på alt den festivitas, så er det klart, at januar kan føles som en måned med ekstra mange mandage.
I gamle dage havde januar et helt andet navn i Danmark. Den hed glug-måned. Ordet glug har flere betydninger, blandt andet betyder det ”en våge i isen”, men en anden tolkning af ordet glug, er et kighul og det, vi kigger ind i, er selvfølgelig det nye år.
For nok er januar en måned hvor hverdagen rammer en, men den markerer også en frisk begyndelse på et helt nyt år. En tid, hvor dagene langsomt bliver lysere, og hvor der er ting der bestemt er værd at glæde sig over.
Det er nu, i det kolde hav, at mange af vores populære hvide spisefisk er i højsæson. Torsk, kuller og kulmuler er især værd at kaste sig over.
Det er også midt i januar at de første friske stenbiderrogn plejer at dukker op i fiskeforretningerne og det er i sig selv værd at holde en hel lille fest over, for nøj hvor smager de fantastisk.
Her er en opskrift hvor vi har byttet lidt ud i det klassiske tilbehør, men som nok skal begejstre det fleste: Stenbiderrogn med vafler, stracciatella og urter.
Hvis du har købt for meget stenbiderrogn, så kan det nemt fryses ned. Den bedste metode er at komme stenbiderrognen i en vakuumpose og komme et par deciliter vand i. Forsegl ved laveste vakuumsetting og frys. Vandet beskytter rognen og sørger for, at æggene er intakte. Husk at dræne vandet fra, når de er tøet op.
Hvis du ikke kan finde stracciatella, så kan du hurtigt trylle en burrata om til det selv: Striml en burrata og tilføj fløde, til den har konsistens som stracciatella. Hvis din stenbiderrogn ikke er renset, så kan du nemt gøre det selv:
Kom stenbiderrognen i stor skål og tilsæt kold vand. Pisk i rognen med et piskeris, til alle de løse hinder er samlet i riset. Kom rognen i en sigte og lad den dryppe godt af.
Salte Vafler:
2 stk. Æg
2 dl Kærnemælk
3 tsk. Salt
1 (saft og skal) Citron
150 g. Smør
2 tsk Bagepulver
250 g. Hvedemel
Fremgangsmåde:
Del æggene i æggehvide og æggeblomme. Æggeblommen piskes i en skål, hvorefter mælk, citronsaft og fintrevet citronskal tilsættes. Smør smeltes i en gryde over medium varme, hvor du lader det brune let i gryden. Herefter tilsættes smørret til ægge- og mælkeblandingen. Bagepulver, mel og salt røres sammen, og vendes sammen med de våde ingredienser. Æggehviden piskes helt stiv med en håndmixer, hvorefter den stive æggehvide foldes forsigtigt ind i dejen. Nu kan vaflerne bages i et varmt vaffeljern, der er smurt let med smør.
Stenbiderrogn:
100g. Stenbiderrogn (renset)
1oo g. Stracciatella
1 bdt. Purløg
1 bdt. Dild
1/2 Rødløg
2 spsk. God olivenolie
Smages til Flagesalt
Smages til Peber
1 tsk. (uden top) Salt
1 spsk. Neutral rapsolie
1 tsk. Sukker
1 tsk. Fint salt
1 spsk. Citronsaft
Fremgangsmåde:
Kom den rensede stenbiderrogn i en skål og tilsæt: neutral olie, sukker, fint salt og citronsaft. Rør forsigtigt rundt i det. Hak dild og purløg fint. Hak rødløget fint. Kom stracciatellaen midt på tallerkenen og giv et drys med peber, flagesalt og den gode olivenolie. Kom nu stenbiderrognen oven på og drys med urterne og rødløget. Server med de lune, salte vafler.